Tjjaa jeg har i den seneste tid gået og tænkt over hvorfor det lige er Gellerupparken, vi har forelsket i og valgt at skabe som hjemstavn for vores børn..
Ingen kendskab til Gellerupparken
Hvis nogle for ti år siden kom og fortalte mig at jeg skulle bo i Jyllands Ghetto number one, og at jeg lige frem ville elske det - så ville jeg have stået og kigget underligt på vedkommende, for dengang anede jeg ikke at der var en ghetto i Jylland og da slet ikke hvor den lå.
Jeg er så "priviligeret" at været vokset op i lille landsby i Sydjylland. Et sted hvor alle kender alle, hvor alle ved "alt" om alle og hvor man altid kan få den nyeste information, når man kommer på besøg hos familien. Her har jeg gået i skole, dyrket fritidsinteresser og så videre. Jeg har dog været så priviligeret at der i den landsby, hvor jeg kommer fra, boede en familie, hvor faderen var dansk, og moderen fra Tanzania. De havde fire børn, det yngste blev født, mens jeg gik i klasse med deres den ældste. Derudover havde vi to adoptivbørn i min klasse. Senere rejste familien med de fire børn til Tanzania, for at arbejde der i tre år. I mens var deres hus lejet ud til dansk flygtningehjælp og i den periode havde vi Hussam fra Libanon gående i min klasse. Så jeg havde oplevet fremmede kulturer i min ellers "beskyttede" barndom.
Jeg endte op med at blive en smule ældre... og gravid med mit første barn Johanne. Hun kom til verden i juli 1999 i en lille landsby, tæt på den lille landsby, hvor jeg er vokset op. Jeg blev dog ret hurtig single efter hendes fødsel og så mødte jeg min mand, som også kommer fra et lille lokalsamfund bare i Vestjylland... Her mødte han for første gang en afrikaner - der var talepædagog - da han gik i de største klasser på folkeskolen...
Men altså vi mødte jo så hinanden og da han læste i Århus blev vi enige om at jeg skulle flytte til Århus, for at begynde et samliv og det var så her jeg hørte om Gellerupparken første gang..
Første møde med Vestbyen.
Vi skulle flytte ud på Skjoldhøj kollegiet og dem der skulle hjælpe os med at flytte derud, siger da vi er kommet derud, at det bliver da hyggeligt at bo så tæt på Gellerupparken. Vi må have set undrende ud for han førtsætter - ja ghettoen i ved... Næh vi ved sådan ikke noget om Ghetto'en og det rygte vi fik at vide de havde kunne vi slet ikke nikke genkendende til..
Væk fra Vest
Da vi havde boet på Skjoldhøj kollegiet i en tre års tid - ville de lave en huslejestigning, som gjorde at vi besluttede os for at finde en noget større, for prisen ville ikke være så meget anderledes uanset om vi boede på kollegiet eller i lejlighed, så vi fandt en lejlighed i et andet meget udsat område - hvor vi flyttede til - her boede vi så i tre års tid, men vi kunne ikke rigtig falde til. Der manglede et eller andet - noget vi ikke rigtig kan sætte fingerene på.. Men tit sad jeg og kigggede lejligheder ude i Vestbyen, jeg savnede det vi havde haft derude..
Tilbage til Vest...
Så vil skæbnen at min mand kommer til at arbejde hos kommunen ude i Århus V og vi begyndte derfor at snakke om at vi måske skulle flytte til Vestbyen - som sagt så gjort og vi søgte lejlighed i blandt andet Gellerupparken.. Her fik vi vores første stuelejlighed tilbudt og det skortede ikke på kommentarer om at vi overvejede at bo herude og da slet ikke i en stuelejlighed. Vi tog derud for at se vores lejlighed og vi fik en rigtig god rundvisning af varmemesteren. Det var en underlig oplevelse, for mavefornemmelsen var bare så rigtig.. Det var her vores kommende hjem og jo mere vi så af omgivelserne, jo mere fik vi følelsen af at det var det rigtige at gøre.
Vi pakkede vores flyttekasser og gjorde os klar til at flytte og det har været noget af det bedste vi har gjort i hele vores liv..
Når vi nu går rundt herude, er det med den rigtige følelser i maven og en ro i sjælen. Vi har fundet vores hjem, her skal vores børn vokse op... (Jeg skriver snart igen og uddyber mere vores underviser er nemlig tilbage)
Ingen kendskab til Gellerupparken
Hvis nogle for ti år siden kom og fortalte mig at jeg skulle bo i Jyllands Ghetto number one, og at jeg lige frem ville elske det - så ville jeg have stået og kigget underligt på vedkommende, for dengang anede jeg ikke at der var en ghetto i Jylland og da slet ikke hvor den lå.
Jeg er så "priviligeret" at været vokset op i lille landsby i Sydjylland. Et sted hvor alle kender alle, hvor alle ved "alt" om alle og hvor man altid kan få den nyeste information, når man kommer på besøg hos familien. Her har jeg gået i skole, dyrket fritidsinteresser og så videre. Jeg har dog været så priviligeret at der i den landsby, hvor jeg kommer fra, boede en familie, hvor faderen var dansk, og moderen fra Tanzania. De havde fire børn, det yngste blev født, mens jeg gik i klasse med deres den ældste. Derudover havde vi to adoptivbørn i min klasse. Senere rejste familien med de fire børn til Tanzania, for at arbejde der i tre år. I mens var deres hus lejet ud til dansk flygtningehjælp og i den periode havde vi Hussam fra Libanon gående i min klasse. Så jeg havde oplevet fremmede kulturer i min ellers "beskyttede" barndom.
Jeg endte op med at blive en smule ældre... og gravid med mit første barn Johanne. Hun kom til verden i juli 1999 i en lille landsby, tæt på den lille landsby, hvor jeg er vokset op. Jeg blev dog ret hurtig single efter hendes fødsel og så mødte jeg min mand, som også kommer fra et lille lokalsamfund bare i Vestjylland... Her mødte han for første gang en afrikaner - der var talepædagog - da han gik i de største klasser på folkeskolen...
Men altså vi mødte jo så hinanden og da han læste i Århus blev vi enige om at jeg skulle flytte til Århus, for at begynde et samliv og det var så her jeg hørte om Gellerupparken første gang..
Første møde med Vestbyen.
Vi skulle flytte ud på Skjoldhøj kollegiet og dem der skulle hjælpe os med at flytte derud, siger da vi er kommet derud, at det bliver da hyggeligt at bo så tæt på Gellerupparken. Vi må have set undrende ud for han førtsætter - ja ghettoen i ved... Næh vi ved sådan ikke noget om Ghetto'en og det rygte vi fik at vide de havde kunne vi slet ikke nikke genkendende til..
Væk fra Vest
Da vi havde boet på Skjoldhøj kollegiet i en tre års tid - ville de lave en huslejestigning, som gjorde at vi besluttede os for at finde en noget større, for prisen ville ikke være så meget anderledes uanset om vi boede på kollegiet eller i lejlighed, så vi fandt en lejlighed i et andet meget udsat område - hvor vi flyttede til - her boede vi så i tre års tid, men vi kunne ikke rigtig falde til. Der manglede et eller andet - noget vi ikke rigtig kan sætte fingerene på.. Men tit sad jeg og kigggede lejligheder ude i Vestbyen, jeg savnede det vi havde haft derude..
Tilbage til Vest...
Så vil skæbnen at min mand kommer til at arbejde hos kommunen ude i Århus V og vi begyndte derfor at snakke om at vi måske skulle flytte til Vestbyen - som sagt så gjort og vi søgte lejlighed i blandt andet Gellerupparken.. Her fik vi vores første stuelejlighed tilbudt og det skortede ikke på kommentarer om at vi overvejede at bo herude og da slet ikke i en stuelejlighed. Vi tog derud for at se vores lejlighed og vi fik en rigtig god rundvisning af varmemesteren. Det var en underlig oplevelse, for mavefornemmelsen var bare så rigtig.. Det var her vores kommende hjem og jo mere vi så af omgivelserne, jo mere fik vi følelsen af at det var det rigtige at gøre.
Vi pakkede vores flyttekasser og gjorde os klar til at flytte og det har været noget af det bedste vi har gjort i hele vores liv..
Når vi nu går rundt herude, er det med den rigtige følelser i maven og en ro i sjælen. Vi har fundet vores hjem, her skal vores børn vokse op... (Jeg skriver snart igen og uddyber mere vores underviser er nemlig tilbage)
