Øv hvor er jeg trist

I går ringede skrev jeg til opdrætteren for at høre hvordan de gik små killinger - da hun i forgårs skrev og fortalte at en af de andre killinger var døde, så nu var der kun tre tilbage. Hun skrev så tilbage til mig at hun ville ringe til mig efter en halv time. Det vidste sig at de sidste killinger, kattemor Nikita og vores "tilkommende" prinsesse Mocca var blevet aflivet - fordi de havde en medfødt genetisk fejl, som gjorde at killingerne døde som helt små og man vidste ikke hvordan den udvikler sig i fremtiden for de voksne kat, så hun havde taget den hårde beslutning at aflive killingerne.

Øv øv øv.. Hvor er det bare surt. Vi havde glædet os så meget og vi havde gået og gjort klar til Mocca flyttede ind og vi var så småt begyndt at købe ind til killingerne.

Vi har i det meste af dagen i går, brugt tiden på at snakke frem og tilbage - forsøgt at finde ud hvad vi skulle gøre med vores killinger, som jo er "børnenes". Vi har brugt tiden til at være ked af det - om man vil det eller ej, så bliver man indvolveret i de små pus og deres mor, selvom man ikke har så meget med dem at gøre. *vræl* Det hele virker så underlig tom selvom Mocca aldrig nåede at blive vores..:-(.

Jeg har haft det så svært. Det er jo ikke hendes skyld. Det er jo ikke hendes fejl at opdrætteren før hende, har solgt dyr med genetisk fejl. Det føles bare som det forkerte grundlag at vælge hende fra på. Men nu har børnene ventet i næsten seks måneder på killingerne og den næste mulighed vi havde hos ville være om over fem måneder og det kan vi ikke byde børnene. Så nu er jeg endnu mere splittet. Jeg kan simpelthen ikke bære at vælge hende fra. Det er jo ikke hendes skyld. Men for børnenes skyld er vi nød til at komme videre og se om vi kan finde nye killnger - hos en anden opdrætter og vi skal også ud at besøge en i dag. Men det er ikke med min gode vilje kan jeg godt mærke. Jeg kan ikke "svigte" "min" opdrætter, men jeg er nød til det. Jeg holder jo af hende og har en stor respekt for hende. Det har jeg bare ikke fået sagt til hende.
Jeg har det stadigvæk meget svært med det og kan ikke rigtig tilgive mig selv, at hun skal have det så dårligt og at så oveni det skal svigte hende på den måde..

Men nu tager vi ud for at kigge på andre opdrætter i dag.. De andre er spændte og tager det som det kommer - og jeg har sagt til dem - at jeg ikke kan tage beslutningen om hvor vidt de skal være vores opdrættere. Det er jeg alt for splittet til, så det overlader jeg til de andre - med mindre jeg får den helt specielle følelse i maven, som jeg havde jeg havde besøgt vores opdrætter..

Men nu er det tid at se fremad og vi vil tage afsted lige efter frokosten.

Ellers har jeg en stemme som minder om en damp-lokomotivs-fløjten... Jeg er lidt hæs og har en virus på mine stemmebånd..

Mange varme hilsner
fra
Nethe

Så er det fredag den 25. april

Og i dag har Sebastian, vores hittekat, to års fødselsdag. Altså vi har foræret ham fødselsdagen i dag - fordi vi ikke kender hans nøjagtige fødselsdato. Det eneste der sikkert var at det var i 2006 i det tidelige forår. Så sammen med dyrlægen besluttede jeg at han var født i april 2006 og da vi fandt ham den 25. september 2006, så blev det til den 25. april 2006. Så tillykke min højtelskede kat. Sebastian er helt klart vores kat - han valgte selv vores familie og vi undrer stadigvæk over at ingen savnede ham dengang. Men nu er han hos os og vi vil gøre alt for ham, så heldig det var han jo. I aften skal han selvfølgelig have vådkost udover hans kattemad - det skal de andre også. De skal også mærke det er en speciel dag i dag...


Jeg glemmer aldrig den 25. september 2006. Jeg glemmer det aldrig, da jeg mødte varmemestrene mens de forsøgte at få ham ud fra et høj plankeværk. Hvordan de forsøgte at kalde ham til sig, så kom jeg og satte mig ned og opnåede Sebastians tillid. Jeg glemmer aldrig hvor vred jeg følte mig da varmemestrene bare gik fra ham og mig. Hvør hjælpeløs og magtesløs jeg følte mig, da de gav udtryk for at var han selv kommet der ind - måtte han også selv komme ud. Jeg huskede min glæde og forundring da en varmemestrene kom tilbage og gravede et hul så Sebastian kunne komme ud. Denne varmemester spurgte siden til ham - hver gang jeg mødte ham..
Jeg vil forevigt huske hvordan han tillidsfuld gik lige ind i min favn. Hvordan han tronede på kalechen af klapvognen hjem.

Jeg vil altid erinderer hvordan han fik mig til at tude over min gamle højtelskede Victoria, som jeg måtte lade sove i en alt for tidelig alder fordi hun havde fået akut nyresvigt. Jeg stortudede og han trøstede mig.. Jeg døbte ham Sebastian, og tog ud for at købe killingefoder til ham. På vej hjem mødte jeg min mand.. Han kiggede på mig - da jeg nævnte Sebastian og sagde - du ved godt at man ikke navngiver en kat - for så hænger man på den.. Rødmede lidt kan jeg huske, men da han så Sebastian blev han solgt og forstod mig godt. Sebastian og Nichlas er også bare gode venner.

Vi var "heldige" at ingen reagerede på fremlysning af hans ejere. Det var ikke gået godt. Vi ville have savnet ham alt for meget..


I dag bliver killingerne en uge - så det er endnu en grund til at fejre dagen lidt ekstra. Så er der kun fire uger til at vi skal over at besøge dem. Vi glæder os så meget til at se dem. Nichlas har besluttet sig for at han skal have en Sally, indtil videre mener opdrætteren at det er piger alle sammen, så vi venter lidt spændt - for vi kan jo ikke rigtig komme igang med at lave de kattesenge og -sofaer vi har i tankerne, før vi kender kønnene på dem..



Derudover arbejder jeg hjemmefra og skal i løbet af i dag have lavet nogle sitemaps og korttest her i weekenden og derudover skal jeg lige have kigget på wireframes(ideer til design af websitet) og så det var så dagen i dag...



I dag kommer Johanne også. Det bliver dejligt. Nu kan man bedre vise billederne og tale om killingerne - nu hvor det er visuelt og kan ses, så er det mere realitisk...

Mange varme tanker
fra
Nethe

Lidt herfra..

Først om killingerne - vi har nu fået ca. seks billeder af en af killingerne (vi er klar over det ikke er den samme) og nøj hvor er den sød... Vi kan ikke vente til den 25. maj, hvor vi skal over for at se dem første gang. Nu er der kun fire killinger. En mere er død. Nu håber vi resten overlever - så der er de killinger vi skal have..

Men ellers er Nethes liv sat i faste rammer fra nu af og frem til den 13. juni, hvor vi aflevere rapport. De næste to uger drejer sig om case 2 og derefter kommer første års projektet - så vi har godt nok travlt..

Men ellers er alt vel her... Jeg skal snart til redaktionsmøde på tværs i dag - med Aarhusvest.dk og vibysyd.dk i dag..

PT sidder jeg på studiet stedet som den eneste og så kan jeg lige godt blogge inden jeg forlader skolen.. Jeg skal jo lige pakke sammen og være færdig inden jeg kan forlade stedet her.. I morgen holder sparringsteamet hjemmearbejdsdag..

Mange varme hilsner
fra
Nethe

Endelig

Endelig... Yes... Yahh....

Endelig... Efter så lang ventetid..

Så skete det.. Opdrætteren vi skal have killinger fra - har fået killinger. Hele fem styks. Der var godt seks - men den ene døde desværre...

Men det gør at der lige er killinger nok til os og til bedsteveninden, som også vil have en britemis nu...

Vi er totalt in love her.. Vi har et billede liggende på mobiltelefonen og vi kigger tit på den...

Vi kan slet ikke vente mere - i øjeblikket er fem uger lang tid, hvor vi skal overfor at besøge dem og udvælge vores killinger... Men bare vent inden længe vil min blog blive spamet til med killingebilleder.. Uhh jeg glæder mig sådan..

Mange varme hilsner
fra
Nethe