Øv hvor er jeg trist

I går ringede skrev jeg til opdrætteren for at høre hvordan de gik små killinger - da hun i forgårs skrev og fortalte at en af de andre killinger var døde, så nu var der kun tre tilbage. Hun skrev så tilbage til mig at hun ville ringe til mig efter en halv time. Det vidste sig at de sidste killinger, kattemor Nikita og vores "tilkommende" prinsesse Mocca var blevet aflivet - fordi de havde en medfødt genetisk fejl, som gjorde at killingerne døde som helt små og man vidste ikke hvordan den udvikler sig i fremtiden for de voksne kat, så hun havde taget den hårde beslutning at aflive killingerne.

Øv øv øv.. Hvor er det bare surt. Vi havde glædet os så meget og vi havde gået og gjort klar til Mocca flyttede ind og vi var så småt begyndt at købe ind til killingerne.

Vi har i det meste af dagen i går, brugt tiden på at snakke frem og tilbage - forsøgt at finde ud hvad vi skulle gøre med vores killinger, som jo er "børnenes". Vi har brugt tiden til at være ked af det - om man vil det eller ej, så bliver man indvolveret i de små pus og deres mor, selvom man ikke har så meget med dem at gøre. *vræl* Det hele virker så underlig tom selvom Mocca aldrig nåede at blive vores..:-(.

Jeg har haft det så svært. Det er jo ikke hendes skyld. Det er jo ikke hendes fejl at opdrætteren før hende, har solgt dyr med genetisk fejl. Det føles bare som det forkerte grundlag at vælge hende fra på. Men nu har børnene ventet i næsten seks måneder på killingerne og den næste mulighed vi havde hos ville være om over fem måneder og det kan vi ikke byde børnene. Så nu er jeg endnu mere splittet. Jeg kan simpelthen ikke bære at vælge hende fra. Det er jo ikke hendes skyld. Men for børnenes skyld er vi nød til at komme videre og se om vi kan finde nye killnger - hos en anden opdrætter og vi skal også ud at besøge en i dag. Men det er ikke med min gode vilje kan jeg godt mærke. Jeg kan ikke "svigte" "min" opdrætter, men jeg er nød til det. Jeg holder jo af hende og har en stor respekt for hende. Det har jeg bare ikke fået sagt til hende.
Jeg har det stadigvæk meget svært med det og kan ikke rigtig tilgive mig selv, at hun skal have det så dårligt og at så oveni det skal svigte hende på den måde..

Men nu tager vi ud for at kigge på andre opdrætter i dag.. De andre er spændte og tager det som det kommer - og jeg har sagt til dem - at jeg ikke kan tage beslutningen om hvor vidt de skal være vores opdrættere. Det er jeg alt for splittet til, så det overlader jeg til de andre - med mindre jeg får den helt specielle følelse i maven, som jeg havde jeg havde besøgt vores opdrætter..

Men nu er det tid at se fremad og vi vil tage afsted lige efter frokosten.

Ellers har jeg en stemme som minder om en damp-lokomotivs-fløjten... Jeg er lidt hæs og har en virus på mine stemmebånd..

Mange varme hilsner
fra
Nethe